Det nye Danmarks Akvarium får et stort opland og publikum. Det årlige besøgstal forventes at blive på 700.000 fra hele Sjælland og Sydsverige, Øresundsregionen. Oplandet er på mere end fire millioner mennesker, og potentialet blandt turister på ca. to millioner om året.
Børn i selskab med familie eller i børnehave/skole/fritidshjem udgør en stor og meget vigtig del af akvariets publikum.
Et besøg i akvariet kan åbne en ny verden for børnene og skabe en faglig interesse, der vil være en dragende og eventyrlig oplevelse. De mange forskellige dyr i akvarier af varierende størrelser og de spændende iscenesatte landskaber er særligt fascinerende for børn i forskellige aldre.
Skoleklasser besøger stedets skoletjeneste, hvor det nye Danmarks Akvarium er et uvurderligt tilskud, der bringer liv og forståelse ind i undervisningen.
Det nye Danmarks Akvarium henvender sig til publikum med et højt fagligt og oplevelsesmæssigt niveau, hvor også voksne vil drages af nysgerrighed og interesse for dyrene, landskaberne, udstillingerne og byggeriet.
Med det nye Danmarks Akvariums placering kunne man forestille sig, at der opstår et helt nyt publikumspotentiale, nemlig lufthavnens transitpassagerer, som kommer til Københavns Lufthavn og har et par times ventetid, som kan anvendes i akvariet.
En anden gruppe, som besøger det nye Danmarks Akvarium, vil være forskere med et andet behov for funktionelt at kunne bruge bygningen som deres hjemmebane.
I det nuværende Danmarks Akvariums sanseakvarium kan man røre ved fiskene. Et højt fagligt og oplevelsesmæssigt niveau vil også kendetegne det nye Danmarks Akvarium.Foto: Danmarks Akvarium